Dyrebart ansvar

Når mennesker organiserer programmer og ordninger med terapidyr og dermed sætter brugen af dyrene i system, er det kun etisk forsvarligt, hvis vi gør vores yderste for at tilgodese deres velfærd. Det er os, der bestemmer, hvor og hvordan vi placerer disse dyr. Det er derfor vores ansvar at gøre det på forsvarlig vis, så dyrenes biologi, temperament og historie tilgodeses. Der opstår nemlig nemt konflikt mellem menneskets og dyrets interesser, og så bliver de etiske aspekter komplicerede.

Inden for dyrevelfærd taler man om, at dyr har krav på at få opfyldt de såkaldte Fem Friheder: frihed fra tørst og sult, frihed fra ubehag, frihed fra smerte, frihed fra frygt, frihed til naturlig adfærd og samvær med artsfæller.

I forhold til besøgshunde er der to ting, der er fundamentale: en grundig godkendelsesprocedure og kvalificeret opmærksomhed fra ejeren. Disse faktorer må der hele tiden optimeres på.

Godkendelse og ejerens ansvar

Godkendelsesproceduren sikrer, at udgangspunktet er i orden. Her skal der fokuseres på hundens fysiske og mentale robusthed, dens temperament og dens lydighed. 
Derefter er det ejerens ansvar at sikre sin hund. Den må for eksempel ikke tørste, heller ikke under interaktioner, hvor den ”hjælper” mennesker. Hunden må ikke kunne ende i en situation, hvor den lider overlast og ikke har mulighed for at kommunikere det og blive set og forstået. En sund hund vil give en lang række signaler, inden den reagerer uhensigtsmæssigt. Der skal være nogen til at kende disse signaler og ikke mindst til at se dem. Og ejeren bør sørge for, at hunden er velstimuleret hjemmefra med træning, leg og relevante udfordringer.

Gode besøgshunde er glade for deres arbejde

Heldigvis trives mange hunde rigtig fint med deres arbejde som besøgshund. Der er forskning, der tyder på at de oplever de samme positive fysiologiske effekter som mennesker under interaktioner. Og der er mange besøgsvenner, der kan berette om stor glæde, når arbejdstøjet findes frem.

Andre dyr

Problemer kan opstå, hvis man bruger dyr, hvis biologi og adfærd vi ikke kender nok til, og som man kan frygte ikke er tilpasset mennesker og vores adfærd tilstrækkeligt. En tæt interaktion med et menneske vil potentielt være meget mere stressende for et eksotisk dyr end for en hund.
Et andet problem opstår, hvis vi bruger dyr, der skal ”tilpasses” for at passe ind i vores sikkerhedsprocedurer.  Således er der eksempler på at aber (kapucineraber) har fået fjernet tænder for ikke at udgøre en trussel for de personer, som de var sat til at hjælpe i hverdagen. Der er ingen grund til at bruge et dyr, som kan udgøre en sådan risiko; ikke for brugeren og bestemt ikke for dyret.