Øjeblikket tæller

I weekendavisen den 15. august 2014 har journalist Ina Kjøgx Pedersen begået en god og indsigtsfuld artikel om demens. Hun bevæger sig fra David Cameron i England til Lolland, hvor Anna Aamand og hendes to søskende tager på ”road trip” i en autocamper med deres demente mor. Vi er forbi indendørs busstoppesteder på et plejecenter i Horsens, og vi slutter i erindringslejligheden i Den Gamle By i Århus.

Artiklen beskriver mange af demenssygdommens aspekter og sætter særligt lys på nogle af de forhold, som man ikke altid når at tænke over, når man står over for en dement person, som plejer, pårørende eller fx besøgshundeejer.

Der er ikke to ens måder at være dement på, og sygdommens forløb er uforudsigeligt, fortæller gerontopsykolog Anna Aamand. Mange demente mister som noget af det første evnen til at tænke kreativt og løse problemer, de ikke kan genkende. Påfaldende nok sker det samme ofte for de pårørende, måske fordi de er forvirrede, bange og ikke ved nok. Det er kloge ord om noget af det virvar, man lander i i kontakten med en dement, og værd at huske på, fordi ”det netop er de skæve indfald og små kneb, der fungerer for at komme i kontakt i hverdagen…”

Et sådant skævt indfald kan komme helt naturligt fra en hund, og mange vil nok nikke genkendende til, at det er små ting, der skal til med hundene, før kontakten er skabt.

Beskrivelsen af sygdommens forskellige udtryk understreger også, at man ikke bare besøger en samlet flok med gråt hår og en fælles sygdom. Vi besøger Poul og Erna og alle de andre, der inderst inde er lige så forskellige som alle os andre, selv om man måske skal høre godt efter og helt ned i nuancerne for at mærke og se forskellen. Og besøgshunde kan måske netop give os adgang til disse nuancer.

Under beskrivelsen af erindringslejligheden i Den Gamle By, har Ida Kjøgx Pedersen talt med forskningsleder, professor og leder af Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning, Dorthe Berntsen.

Hun fortæller, at besøgene for nogle ældre helt klart er bedre til at fremkalde erindringer end snak om gamle genstande ved kaffebordet på plejecenteret. Men hvis de glemmer det igen, betyder det så overhovedet noget?

Ja, det gør! For ”når hukommelsen og overblikket forsvinder, er det i øjeblikkene, der skal leves”. Men måske har den aktivitet, man sætter i gang i deres krop, altså aktiveringen af erindringerne, glæden, sanserne i sig selv en effekt, der kan mindske den psykologiske konsekvens af demensen.  For som Dorthe Berntsen siger: ”Måske er den bedste behandling af en medicinsk lidelse ikke altid medicinsk?”

Vender vi dermed tilbage til hundene, så er det jo netop at leve i øjeblikket, når hånden møder den bløde pels eller hunden glad tager i mod en godbid. Og det er netop gentagen aktivering af erindringer, glæde og sanser, som mange besøgshundeejere er vidner til. Hvem ved, måske er besøgene med hundene den bedste behandling for nogle af de mennesker, der modtager dem? Det er en god tanke. 

Alle citater er fra artiklen ”Mens vi venter på kuren” af Ida Kjøgx Pedersen, Weekendavisen d. 15.8.2014