Mød vores besøgshundeteams

TrygFondens 800 frivillige, kompetente besøgshundeteams skaber glæde på institutioner i hele landet. Mød nogle af de dedikerede besøgshundeteams nedenfor.

Spot image

Mogens og Valde har tid og ro til at snakke

Hunde kan noget, mennesker ikke kan. Det ved Mogens. Når Mogens og Valde besøger beboerne, har Valde en særlig evne til at skabe kontakt til de mennesker, der ellers er svære at nå. Valde spreder glæde og vækker følelser, og Mogens er sikker på, at deres besøg sætter spor i de gamles sind og mindsker deres ensomhed.

Mogens blev besøgshundefører, fordi han kan lide at have med hunde og mennesker at gøre, og fordi han næres af de stunder, hvor han ser hengivenhed og tillid mellem hund og menneske. Og så giver han sig tid til nærvær.

”Den ro og fred, som hunden og jeg udstråler, gør, at de føler, at de bliver set og taget alvorligt.” 

Spot image

I Hammel findes en særlig slags håb

Anne besøger Regionshospitalet Hammel Neurocenter med sine to hunde. Hundene kommer med motivation, de flytter patienternes fokus og letter genoptræningen. For selvom patienterne træner for fuld kraft, så opdager de det næsten ikke, hvis en lille pelsbold logrer med halen og indgår i øvelsen.

En dreng på 9 år sagde det engang så fint til Anne: ”Det er ligegyldigt, hvad jeg skal lave, bare jeg kan få lov at komme ned til Gaia og Bliða.”

For patienterne er der lys for enden af tunnelen. De kommer videre, og sammen med sine hunde ser Anne ”lyset og glæden i nogle øjne, som ellers var på randen til at være slukket.”

Spot image

Sanne og Elvis skaber en cirkel af glæde

Det var Sannes farfar, der gav hende lysten til at blive frivillig i TrygFonden Besøgshunde. Hun kunne se, at hende og Elvis' besøg betød alverden for ham.

Elvis kommer med sit rolige basset-sind. Sanne er tovholderen med godbidder, og sammen er de to et team, der skaber en cirkel af glæde: Elvis er glad for at komme på besøg. De ældre er glade for at få besøg. Og Sanne bliver glad af at se, at de andre trives.

Glæden opstår, så snart Sanne finder tørklædet frem. Elvis genkender tørklædet og løber hen til indgangen, for han ved godt, hvad han skal.  

Spot image

Børn kan fortælle alting til Huxi

Da Mikkel i 2016 blev påkørt og måtte gå på førtidspension, var Huxi en af grundene til, at han kom i gang igen efter ulykken. Mikkels egen erfaring med livets skrøbelighed og hundes evne til at vække smil er grunden til, at han i dag er besøgshundefører hos TrygFonden. Mikkel og Huxi besøger psykisk sårbare børn og unge, og målet er altid at få dem til at smile bare én gang undervejs.

”Huxi er den hemmelighedsfulde ven, man kan fortælle alting til, for han sladrer aldrig til nogen,” fortæller Mikkel. Deres besøg giver børnene et frirum, og Mikkel ved, at det virker.

”Jeg har mærket hundes magi på egen krop. Jeg har kroniske smerter, men Huxi er ligeglad. Han insisterer på den der hundemåde, og derfor får han mig altid op og ud. Han passede på mig, da jeg selv var helt nede. Den erfaring bringer jeg videre som besøgshundefører.”

Spot image

Vi er i nuet sammen

Jobbet som besøgshundeteam er en god aktivitet, når man går på efterløn. Det ved Ulla, der sammen med sin jagtgolden Liva hver uge går tur med en beboer, der lider af demens.

”Da vi startede vores besøg, kunne han af og til fortælle lidt fra sin barndom. Det sker ikke mere. Nu er vi blot i nuet sammen.”

Livas glade sind betyder meget for beboeren. Han mærker liv og varme, når han giver hende godbidder og klapper hende. Det minder ham om gode stunder med den hund, han selv har haft. Det er Ullas rolle som hundefører og besøgsven at sikre, at hun har kontrol over sin hund, men også at give Liva lov til at agere sammen med beboeren. Det er et ansvarsfuldt job.

I starten holdt beboeren selv Livas snor, men så opdagede Ulla, at han var usikker på benene. Derfor begyndte Ulla at gå med to snore, så han fortsat var den, der havde hunden, mens Ulla også havde styr på Liva.

Spot image

Majken og Frida gør andres dag bedre

For ni år siden slog livet en kolbøtte for Majken, da hun blev påkørt af en bil og måtte stoppe med at arbejde. I stedet fik hun et fleksjob, hunden Frida og en opfordring fra en veninde til at blive besøgshundefører.

Majken og Frida besøger i dag et plejecenter i Ølstykke, hvor de sammen tryller smil og gamle minder frem hos beboerne. Der bor en dame på 2. sal, som Majken og Frida altid besøger. Hun har bedyret, at den dag hun ligger for døden, vil hun have Frida i sine arme. Så det har de aftalt med personalet.

Det er Majkens håb, at hun og Frida åbner et lille vindue til virkeligheden uden for plejecentret. For mange af de gamle sidder meget alene. Derfor vil Majken gerne holde modet lidt oppe hos dem. Det er en opgave, hun og Frida er fælles om at løfte. Og så håber hun, at der en dag vil komme nogen og hjælpe hende med at mindes det, hun engang havde.

 

 

Spot image

Majken og Tani er et godt team

De kan læse hinandens behov under et besøg. Når Tani stiller sig ved siden af Majken, ved hun godt, at de skal hjem, for så er Tani træt.

Det har overrasket Majken, hvor givende det er at være sammen med mennesker med en demenslidelse, og hvor meget hun selv får igen.
”De sidder bare der og ser det samme afsnit Matador hver gang. Men når vi så kommer, kan man mærke, at stemningen løfter sig.”

Det sværeste er, når beboerne pludselig ikke er der. Tani har én gang ledt efter en beboer, de plejede at besøge. Stedet så helt forkert ud, for der manglede en, som var gået bort. Derfor er det Majkens erfaring, at man skal være robust som besøgsven. Plejehjemmene er sidste stoppested. Beboerne forsvinder, så man skal ikke være for sart. Men der er alligevel en stor glæde og tilfredsstillelse ved at være den, der kommer med tid og ro, omsorg og nærvær.

Spot image

Henriette og Uffe giver en særlig gave


Henriette har været med, siden TrygFonden Besøgshunde blev etableret i 2010. Først med Luca, der er pensioneret, og nu med gårdhunden Uffe. Sammen spreder de som besøgshundeteam glæde, og det ses tydeligt, når Uffe får en beboer til at juble og le, når han springer op i sengen til ham.

Henriettes rolle er næsten lige så stor som Uffes, for det gør en forskel, at der er en dedikeret hundefører i den anden ende af snoren. Henriette besøger mange mennesker gennem sit job som præst, men de besøg, hun er på med Uffe, holder hun på sin fridag. Her er hun ikke præst, men hundefører med blik for det særlige, hunde kan.

Henriette og Uffe har noget at give de ældre, som personalet sjældent har: Tid. ”Jeg har ikke travlt, når jeg er der. Jeg kommer ikke med noget formål, jeg skal bare være til stede. Og det er en gave i deres liv.”