Bare en hund?

Det er jo bare en hund, ikke engang ens egen hund, der kommer forbi, snuser lidt til hånden, får et par klap og en godbid, bliver hængende lidt og så lister af igen. Med sin ejer, som man heller ikke kender. Det er jo bare fem minutter, måske ti. Ud af en hel dag eller måske en hel uge i en kørestol på et plejehjem, hvor man tilbringer den sidste del af livet. 

Men det er meget mere end det. For nogle.

Besøgshunde spreder glæde og smil, deler villigt ud af snudepuf, slik og glade bjæf, viser gerne deres tricks og modtager meget gerne godbidder og andre lækre sager fra dem, der byder.

En besøgshundeejer kommer frivilligt, deler sin dejlige hund, fortæller sjove historier om den og lægger øre til de tanker og minder, der popper op; også dem, der ikke kun handler om hunde. En besøgshundeejer kan se, hvor hunden gør godt og hjælper kontakten på vej, hvor det er nødvendigt. 

Kærtegn, smil, taknemmelighed og et venligt øre, der har tid. Det er værd at vente på. Og mens man venter, er det værd at tale om og måske endda huske. Hvis man kan.