Udover min hundeinteresse har jeg erfaring fra mit arbejde i plejesektoren. Jeg ved derfor, hvordan et plejecenter fungerer. Og hvor forskellige de er. Jeg kan hjælpe dig i gang som besøgshundeekvipage. Da jeg selv startede, følte jeg, at både jeg og den afdeling, jeg besøgte, var noget usikre på, hvordan det her nu skulle gribes an. Hvilke aftaler skal man lave? Hvordan med forventningsafstemningen?
Måske kan du også senere i forløbet have behov for én at snakke problemer igennem med. Måske reagerer din hund anderledes, end du havde forventet. Så kan vi måske snakke om, hvorvidt I kunne gribe opgaven an på en anden måde.
Men det er helt op til dig, hvornår du synes, at du har brug for en sparringspartner.
Jeg har været besøgsekvipage i TrygFonden siden juni 2017. Vi besøger oftest en enkelt beboer, men hilser gerne på andre beboere på gangen. Jeg er også i gang med at tage en uddannelse som hundeinstruktør i TAK – Taastrup Agility Klub. Jeg har fokus på hvalpemotivation og lydighedstræning. Jeg har en del kendskab til demens og de udfordringer, der er omkring samvær med demente personer.
Derfor vil jeg kunne bidrage med råd og vejledning - både for så vidt angår besøgshunden og dens adfærd - samt med inspiration og vejledning om samvær med demente beboere.