Få svar på dine spørgsmål

Er du besøgshundeejer, eller overvejer du at blive det? Her kan du finde svar på de oftest stillede spørgsmål.

Dig og din hund

  • Kan alle hunde blive besøgshunde?

    Alle hunde kan i princippet blive besøgshunde, når de er fyldt to år – på nær hunde der tilhører, eller er blandinger af, de forbudte racer i Danmark.

    Det er dog vigtigt at overveje, om det at være besøgshund passer til lige netop din hund. Et besøg kan være sjovt og givende, men også udfordrende og hårdt. Derfor er det vigtigt, at din hund bl.a. er velsocialiseret, forudsigelig og lydig. Sammen med hundens helbred er det nogle af de ting, vi undersøger til optagelsesprøverne. 

    Læs mere om, hvad der foregår til optagelsesprøven.

  • Er der nogle racer, der er bedre som besøgshunde end andre?

    Der er i princippet ikke nogle racer, der er mere velegnede som besøgshunde end andre. Det er hundens personlighed, temperament og robusthed, der er de vigtigste parametre. Dog avles der ofte på specifikke karaktertræk i den enkelte race, og disse tager vi i betragtning, når vi vurderer hundene.

    TrygFonden Besøgshunde optager ikke hunde, der tilhører eller er blandinger af de ulovlige racer i Danmark. Se de ulovlige hunderacer på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

  • Hvad er aldersgrænserne for en besøgshund?

    Din hund skal være minimum to år og må ikke være fyldt 10 år, når I kommer til optagelsesprøven. Opgaven som besøgshund skal være tryg og meningsfuld – også for din hund. 

    Hvalpe og yngre hunde er stadig i gang med at lære verden at kende. De kan være uforudsigelige, lege vildt og har endnu ikke opbygget den robusthed, ro og kontrol, det kræver at være besøgshund.

    Når din hund nærmer sig de 10 år, kan mentale og fysiske forandringer gøre den mere usikker, især i nye situationer, som opstart af besøgshundearbejdet er.

    Du kan læse mere om aldersgrænserne her.

  • Hvorfor kan min hund ikke blive besøgshund, hvis den fodres med BARF?

    Hunde, der får råt foder (omtales ofte som BARF), kan ikke indgå i TrygFondens besøgshundekorps. Det skyldes den forøgede smitterisiko, der er forbundet med BARF-fodring.

    Flere studier peger på, at hunde, der fodres med råt foder, udskiller sundhedsfarlige bakterier som salmonella, campylobacter og E. coli i deres afføring efterfølgende.

    For raske, sunde mennesker vil dette ikke udgøre en risiko. Men for mennesker med et svækket immunsystem – som det er tilfældet for mange beboere på plejecentre – kan en eventuel smitte få alvorlige konsekvenser.

    Læs en uddybende forklaring.

  • Er en titertest en gyldig erstatning for vaccinationer?
    Det er muligt at teste ved en titertest, om hunden er beskyttet mod hundesyge, parvovirus og smitsom leverbetændelse. I TrygFonden godtager vi en positiv titertest som alternativ til genvaccination.
  • Må jeg besøge med en andens hund?
    Du må gerne besøge med en andens hund, men det er vigtigt, at den kender dig godt, og at du kender den godt. Det kan være, at du passer den tit, eller at den en gang imellem bor hos dig.

    Dette er vigtigt, fordi hunden skal være helt tryg ved dig, så den reagerer på din stemme og dine anvisninger. Og det er vigtigt, fordi kun når du kender en hund godt, kan du se på den, hvornår den fx er træt eller bliver nervøs. Du er hundens ambassadør, og det kræver, at I har en tryg relation til hinanden.
  • Jeg har lige fået/overtaget en hund – må jeg besøge med den?
    Det tager tid for en hund at vænne sig til et nyt hjem, særligt hvis den kommer med en historie med flere skiftende ejere. I skal kende hinanden godt, og den skal være helt og aldeles tryg ved dig, før man kan tage ud på besøg med den regelmæssigt. Derfor beder vi om, at du ikke kommer til optagelsesprøve med din hund, før den har boet hos dig i minimum et halvt år.
  • Kan min hund blive besøgshund, hvis den har en kronisk sygdom?
    Som udgangspunkt optager vi ikke hunde, der lider af sygdomme, da vi vil være helt sikre på, at hunden ikke overbelastes under besøg. Der kan være undtagelser, hvis det er en lidelse, der er helt under kontrol med medicin og anden behandling, men tilstanden må ikke kræve daglig smertestillende medicin.

    Din hund kan ikke optages, hvis den lider af epilepsi.
  • Hvorfor skal jeg være over 18 år for at tage på besøg med min hund?
    Du vil have en aktiv rolle som besøgshundeejer, hvor du både skal have forståelse for de mennesker, I besøger, og for det sted, I kommer på besøg, og samtidig kunne have øje for at passe på din hund.

    Det er som oftest rigtig hyggeligt og dejligt at være på besøg, men det er vigtigt at huske, at du besøger mennesker, der kan være meget syge, og det kan være svært at være vidne til. Og så kan det ske, at en beboer, som du jævnligt besøger, pludselig dør.

    Derudover skal du kunne begå dig selvstændigt på besøgsstedet, som kan være en stor arbejdsplads. Selvom du vil have en kontaktperson, er det ikke altid, at vedkommende eller andet personale er til stede under besøgene. Så hvis du ikke er 18 år gammel, og du gerne vil på besøg alligevel, så skal du have en af dine forældre med.

Praktiske forhold for besøg

  • Hvor kan min hund og jeg komme på besøg?

    TrygFonden Besøgshunde kommer på besøg på de plejecentre, der er godkendt til at benytte ordningen. Godkendelsen er vigtig for at sikre et frugtbart samarbejde mellem plejecentret, besøgshundeejeren og hunden.

    Hvis du og din hund bliver godkendt som besøgshundeteam, kan I vælge at besøge de plejecentre, der allerede er godkendte i vores ordning. Du finder dem her.

  • Hvordan er jeg og min hund forsikringsdækket, når vi er ude på besøg?

    Din hund skal være dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring. Du er selv ansvarlig for at undersøge, hvad jeres police indeholder – ofte findes der en standard og en udvidet ansvarsforsikring. Hvis din hund skulle forvolde skade på nogen eller noget, så er det denne ansvarsforsikring, der gælder.

    Skulle nogen forvolde skade på din hund – og der kan findes en skadevolder – så er det deres forsikring, der gælder.

    TrygFonden Besøgshunde formidler ikke forsikringsdækning og dækker ikke skader forvoldt eller erhvervet under besøg.

  • Hvad koster det at blive en del af TrygFonden Besøgshunde?
    Det koster ikke noget at blive tilknyttet TrygFonden Besøgshunde. Udgifter til tilmelding, godkendelse, uniform og diverse materialer afholdes af TrygFonden Besøgshunde. De eneste udgifter du som hundeejer har er transporten til og fra optagelsesprøven og besøgsstederne samt udgifter til den årlige sundhedsundersøgelse og vaccination, som de fleste alligevel får.
  • Kan jeg være frivillig i TrygFonden Besøgshunde uden at blive trukket i overførselsindkomst?

    Når du og din hund er optaget i TrygFonden Besøgshunde betegnes jeres besøg på et offentligt eller privat plejecenter som en frivillig aktivitet. Det vil sige, at du IKKE bliver trukket i dine offentlige ydelser ved at været aktiv i besøgshundeordningen.

    For førtidspensionister er der som udgangspunkt ingen tidsbegrænsninger for frivillige aktiviteter, andet end at det kan indgå i en vurdering af arbejdsevnen – eksempler herpå er dog yderst begrænsede. Vi anbefaler, at du konsulterer din A-kasse, det lokale jobcenter eller anden relevant kommunal enhed for at få en vurdering af den konkrete situation, da det til enhver tid vil være den sikreste løsning.

Godkendelse af besøgshunde og besøgssteder

  • Hvorfor skal et besøgshundeteam godkendes, før de tager på besøg for TrygFonden?
    Godkendelsen af besøgshundeteams er meget vigtig, da det er sådan, vi sikrer flere væsentlige ting:

    1. Det er en måde at spørge hunden, om den overhovedet har lyst til at tage regelmæssigt på besøg hos fremmede mennesker og blive klappet og aet af dem.

    2. Det er en måde at sikre, at der er en kompetent hundefører i den anden ende af snoren – en hundefører, som kender og kan passe på sin hund, og som samtidig forstår, hvordan man bedst hjælper kontakten på vej til de mennesker, de besøger.

    3. Vi tester, om hundene er sunde og raske, og nogenlunde lydige og rolige – også når vi presser dem lidt. 
  • Hvorfor skal et besøgssted godkendes, før de kan få besøg af TrygFonden Besøgshunde?

    Der er rigtig mange hundeejere, som har sagt ja til at bruge deres tid og dele deres hundeglæde på plejecentre rundt omkring i landet. Men det er ikke nok, at besøgshundeteamet bare dukker op. Der skal være en kontaktperson på besøgsstedet, som 1) tager godt imod dem, 2) ved, hvem der gerne vil have besøg, og hvem der gerne vil have fri, 3) sikrer sig, at besøgshundeejeren får besked, hvis besøget skal aflyses, hvis en beboer går bort eller der sker andre ændringer til deres faste aftale.

    Det er tanken, at besøgshundeteamet og besøgsstedet indgår et godt samarbejde omkring hundebesøgene – på den måde får flest mest mulig glæde af besøgene.

Kan du ikke finde svar på dit spørgsmål?

Hvis du ikke kan finde, hvad du søger, så er du altid velkommen til at kontakte os på telefon eller mail.

e-mail
+45 45 26 08 14