Jespers ‘drenge’ følger ham trofast på jagt og plejehjemsbesøg: “Så længe vi er sammen”
De to labrador retrievere Freddy og Basse er trænede jagthunde, men aflægger hver uge besøg på et plejehjem. Ifølge deres ejer, Jesper, kan hunde noget, som vi mennesker ikke kan.
De er jo ikke mennesker, men jeg kalder dem alligevel ‘mine drenge’
I en midtjysk skov sidder to skinnende, sorte hunde helt stille ved siden af deres ejer Jesper Søby. Sådan kan de godt sidde i nogle timer og vente tålmodigt på, at Jesper skyder en gås eller en and, som de skal hente. Basse på fem år er den erfarne jagthund, og Freddy på to år er stadig under oplæring. Men det betyder ikke så meget, om der er fangst eller ej.
“Det er lige meget, hvad vi laver, så længe vi er sammen,” som Jesper siger.
Han er 53 år og bor i Randers med sin kone og parrets ene datter – den anden er flyttet hjemmefra – og så de to labrador retrievere. Når han nu havde to piger, måtte han også få to drenge.
“De er jo ikke mennesker, men jeg kalder dem alligevel ‘mine drenge’,” siger han, giver Freddys løftede pote et klem og sænker stemmen. “Ja, jeg gør så.”
Fra jagt til plejehjem
Jagt har altid været omdrejningspunktet for Jespers måde at have hund på. Men da han i foråret 2024 hørte om TrygFondens besøgshundeordning, tænkte han:
“Det kan jeg da godt prøve.”
Siden har han og hundene været faste besøgende på et plejehjem i nærområdet.
Selvom jagt og plejehjemsbesøg er to vidt forskellige verdener, mærker Jesper alligevel et fællestræk. Hver morgen træner han begge hunde i blandt andet lydighed og ‘fri ved fod’, hvor de skal gå løs ved hans side og stoppe, når han stopper.
“Planen er, når vi kommer ud på jagt, at de skal sætte sig ved mig, når jeg har skudt noget, og afvente den besked, de får,” forklarer Jesper.
Det er svær læring for begge parter, men når det hele går op i en højere enhed, er det alt arbejdet værd. Det er den samme glæde Jesper oplever, når de to trofaste følgesvende gør et godt stykke arbejde på plejehjemmet.
“Jeg er både glad og stolt over, hvor godt hundene præsterer, når vi besøger de ældre.”
På besøg hos Orla
Når det er lørdag morgen, skal Freddy og Basse på arbejde. Men først har Jesper og drengene et helt særligt ritual: Et planlagt vindue til at udveksle kram og kærlighed på en puf i stuen, som er det eneste af hjemmets møbler, hundene hopper op på.
“Det er som regel Basse, der styrer showet og kommer først op til mig på puffen. Bagefter hopper Freddy op, og så snakker vi lidt om sagerne,” forklarer Jesper, og på den sorte puf smelter disciplin og hundeglæde sammen.
Når hundene får arbejdsuniformen på – et orange tørklæde om halsen – ved de godt, hvad der skal ske, og de springer med logrende haler ud i bilen.
“De ved lige præcis, hvor Orla bor,” fortæller Jesper.
Orla er en af de beboere, Jesper og hundene aflægger fast besøg hos. Han sidder i kørestol og har ikke meget familie tilbage. Ansigtet lyser op i et stort smil, så snart han ser sine gæster. Han lægger den ene hånd på Basses ryg og klør ham i pelsen, mens Freddy snuser lidt rundt.
Jesper snakker med Orla om lidt af hvert. Om han har ondt nogen steder, eller om der er noget med hans økonomi, han har brug for hjælp til.
“Jeg blander mig ikke, men hvis der er noget, han ikke forstår, så kan jeg jo sige det videre til personalet,” siger Jesper, som var hans håndsrækning det mest selvfølgelige.
Ikke et tilfælde
Jesper mener selv, det var mere eller mindre tilfældigt, at han kastede sig ud i det frivillige arbejde på plejehjemmet, men hans handlinger fortæller en lidt anden historie.For eksempel når han hver eneste morgen møder op med rundstykker under armen hos sin 85-årige far til en kop kaffe og en snak. Og da han gennem mange år besøgte en mand ved navn Gunnar, der var en nær ven – og 45 år ældre end Jesper.
“Det er jo sjældent at have en ven, der er så meget ældre end én selv, men vi snakkede bare utrolig godt sammen. Han havde været igennem livet, og det sugede jeg nok til mig. Og så kunne han rigtig, rigtig godt lide hunde,” husker Jesper tilbage.
En våd hilsen
Anna Margrethe er den anden af plejehjemmets beboere, som får fast besøg af Jesper, Freddy og Basse. Hun er sengeliggende det meste af tiden og “bliver nogle gange vasket lidt,” som Jesper siger med et smil. Med det mener han, at hundene godt kan finde på at give hende et par ‘kys’ i ansigtet, hvilket får hende til at bryde ud i latter.“At se den glæde er bare dejligt. Man kan simpelthen se, at de ældre lyser op og får det her afbræk i hverdagen, som jeg tror, at vores besøg grundlæggende går ud på,” siger Jesper.
Mere end 'hej'
Man skal ikke tale med Jesper længe for at forstå, at han gør en forskel for sine medmennesker og prioriterer at være der for andre. Men det havde ikke været det samme uden Freddy og Basse.
“Det ville ikke give det samme, hvis jeg kom alene – slet, slet ikke. For det er de to drenge, der bryder barrieren. Ellers ville man ofte ikke komme meget længere end ‘hej’,” mener Jesper.
“Der kan hunde et eller andet, vi mennesker ikke kan.”
Hvad er det så, hunde kan, som vi ikke kan?
“De kan altid være der for én. Det kan familie jo også, men når du kommer et led længere ud, kan du ikke være sikker. Hunde kan du regne 100 procent med,” svarer Jesper på spørgsmålet.
Det samme kunne man sige om ham selv.
Vil du vide mere om TrygFonden Besøgshunde?
