Vader ind i træer og hjerter – besøgshunden Eddie kan noget ganske særligt
Den hvide puddel fra Aarhus giver på sine populære besøg plejehjemmets beboere en oplevelse, der varer hele ugen. Parret Emma og Emil blev hurtigt klar over, at de måtte dele deres kærlige hund med den krøllede hjerne.
Med en hund, der er så omsorgsfuld og social som Eddie, var det bare helt oplagt for os at gå ind i
25-årige Emma Lystlund Hedegaard er den første til at stå op om morgenen i parrets lejlighed i det centrale Aarhus. Eddie løfter med det samme sit krøllede hoved, der er skævt af at sove på det, og springer op på hendes plads i sengen ved siden af sovende 30-årige Emil de Fønss Gandrup Hansen. Den lille seance er noget af det, der kan få Emmas hundehjerte til at smelte. Men det er lørdag, så der går ikke længe, før Eddie skal have sit orange tørklæde med små poteaftryk og teksten “Besøgshund” om halsen.
På vej til plejehjemmet søger Eddie nysgerrigt øjenkontakt med de forbipasserende og høster smil og venlige blikke. Får han snoren af i parken, sætter de lange ben nogle gange af til et par finurlige krumspring, inden han spæner lidt ukoordineret af sted. Som hvalp gik han ind i glasdøre og blev blæst omkuld af vinden.
Et socialt talent
Da Emma og Emil fik Eddie som hvalp, var det ikke en del af planen, at han skulle være besøgshund. Ret hurtigt kunne de dog se, at han havde sociale evner ud over det sædvanlige.
“Jeg kendte i forvejen lidt til TrygFondens besøgshundeordning. Og med en hund, der er så omsorgsfuld og social som Eddie, var det bare helt oplagt for os at gå ind i,” fortæller Emma.
Så da Eddie var to år, meldte de sig ind i ordningen – spændte på, om den endnu meget unge hund nu også kunne bevare roen ude på plejehjemmet. Men Eddie, der nu har været besøgshund i knap 5 år, skulle vise sig at have evner, som er mindst lige så værdsatte som lydighed.
“Vi kan godt få fornemmelsen af, at der foregår mere i hans hoved, end hvad hans krop kan administrere,” forklarer Emil.
Hvis Eddie er i selskab med en labrador, ruller han sig i græsset og starter en gø-salve ud over åen, selvom han normalt aldrig hæver stemmen. Hvis der kommer en tæve forbi, puster han sig op og hopper dressur-agtigt af sted. Og hvis Emma eller Emil er nedtrykte, kommer Eddie og lægger sig helt tæt op ad dem. Smidigt som modellervoks tilpasser han sig miljøet omkring ham og fornemmer, hvad andre har brug for.
Sætter gang i plejehjemmet
Elevatoren stopper på 6. sal, og Eddie ved præcis, hvor han skal hen. Kender ruten. Løber ind i fællesrummet, hvor en håndfuld beboere sidder og slapper af. Laver et par klovnenumre i midten af kredsen. Nogle vågner op, og én udbryder “Nejjj, der kommer Eddie jo.”
Bliver der grinet, fanger Eddie den hurtigt og gentager. Sætter sig på halen og vinker med poterne. Puffer med snuden til de rynkede hænder for at blive kløet igen. Der lyder en frydefuld latter fra beboerne.
Hvis 96-årige Rita er der, går Eddie direkte hen og sætter sig ved hendes højre side. Her finder han den svagtseende dames hånd med sit hoved – og bliver siddende. Ikke fordi han får lov til at slikke på Ritas hånd eller får godbidder, men måske fordi han fornemmer Ritas særlige behov.
“Det er som om, han ved, at hun har brug for hjælp til noget. Det er ret vildt at se,” siger Emma.
En del af familien
Snakken går blandt beboerne i fællesrummet. Nu skal Emma, Emil og Eddie videre rundt og besøge nogle af beboerne enkeltvis. 96-årige Ruth med velfriseret, hvidt hår sidder allerede klar i sin kørestol ude på gangen – spændt på om Eddie kan finde de godbidder, som hun fire dage forinden har gemt rundt omkring i sin lejlighed. På hendes tv-bord står et indrammet billede af Eddie midt imellem to engle i keramik.
“Det er meget rørende at se, hvor stor betydning Eddie har fået for Ruth, som ikke selv har så meget familie,” siger Emil.
Ruth er blevet en nær ven, ligesom flere af de andre beboere, og parret har endda været med til en 90-års fødselsdag.
“Vi kender dem jo efterhånden, som var det vores egne bedsteforældre,” siger Emma, “og så har vi bare nogle rigtig gode snakke, der ikke begrænses af aldersforskellen.”
Generationskløften lukkes
Når Emma, Emil og Eddie træder ind i rummet, falder snakken på alt mellem tilberedning af flæskesteg, at beboeren Saeed engang trænede brydning med Muhammed Ali, og hvordan mange af beboerne som unge måtte ud at tjene og sove på et høloft.“Og så havde de jo hund på en helt anden måde dengang. Der var ikke noget, der hed hundemad – det var leverpostej og rester, og hunden var lukket ude i entreen,” fortæller Emil.
“Men alligevel er de helt indforstået med, at man har hund på en anden måde i dag. Nogle af dem kysser jo nærmest med Eddie,” siger han med et grin.
Men selvom meget var anderledes for 70 år siden, er lighederne måske noget af det, der har overrasket parret mest.
“Jo bedre vi lærer de gamle at kende, jo flere ligheder finder vi. For eksempel har Jens, en af de mandlige beboere, rejst meget rundt i Schweiz, som vi rigtig gerne vil besøge en dag. Og nogle af damerne har gået meget op i deres haver, ligesom jeg selv elsker min lillebitte have.”
Eddie gør det muligt
Det unge aarhusianske par vækker tillid, så snart man møder dem. Det er tydeligt, at de gør et stort stykke arbejde, som også indimellem indebærer nogle møder med det svære og eksistentielle. For eksempel hos den nu afdøde Anna, som var tynget af bekymringer om fremtiden.Men Eddie fornemmede, at her er endnu én, som har brug for ham, og han sprang med det samme hen ved siden af lænestolen og tilbød sin bløde pels.
“Åhh, han har så mange krøller,” udbrød Anna og glemte for en stund sine bekymringer.
“Jeg tror, det havde været svært at skifte emne fra de lidt svære af samtalerne uden Eddie. Især for personalet, som jo skal nå mange andre ting også. Så at vi kan give den ro til et menneske, der virkelig har brug for det…,” siger Emil og holder en pause.
“Emma og jeg gør et stort stykke arbejde, men Eddie er icebreakeren, der knytter bånd og starter samtaler.”
Naturligt at dele ham
Efter to timer er Eddies arbejdsdag færdig. Halen logrer stadig, og han kunne blive ved, men Emma og Emil ved, at det er tid til en pause. De siger på gensyn – tilfredse og stolte over at have spredt glæde, der rækker langt ud over besøgets korte varighed, når beboerne i ugens løb taler videre om oplevelsen med både familiemedlemmer ogpersonalet.
Og det er ikke kun de ældre, der nyder trioens besøg. Når Eddie selv får lov til at vælge ruten på sine gåture, ender han tit foran plejehjemmet. Han er som skabt til sit arbejde.
“Vi har ikke gjort noget specielt, såsom at tage ham til hundetræning. Men vi har altid haft ham med,” forklarer Emil. “Hvis man tænker på, hvordan vilde hunde levede i flok, så giver det ham måske en slags selvtillid og selvsikkerhed at være med os altid – og ro til at kunne slappe af.”
På vej hjem er der masser af mennesker og hunde at udforske på gågaden i Aarhus, og med opmærksomheden fuldt rettet mod en hund på det modsatte fortov går Eddie direkte ind i et træ. Emma og Emil giver ham en velfortjent pause på den lokale Starbucks, som er sidste stop for i dag. Eddie krøller sig sammen i skødet på sine ejere, og øjnene lukker sig langsomt bag de hvide krøller.
Vil du vide mere om TrygFonden Besøgshunde?
Mød Jesper, Freddy og Basse
Jespers ‘drenge’ følger ham trofast på jagt og plejehjemsbesøg: “Så længe vi er sammen”
