Krav til jer som besøgssted

Det er gratis at blive en del af TrygFonden Besøgshunde. Vi kræver til gengæld, at I investerer tid og vilje til at koordinere besøgene.
Spot image

Hvorfor stiller vi krav?

Alle besøgshundeteams i TrygFonden Besøgshunde består en optagelsesprøve, hvor de gennemgår en dyrlæge- og adfærdsundersøgelse. Sådan sikrer vi, at hundene er sunde, sociale og trives som besøgshunde, og at det er kompetente hundeejere med både god fornemmelse for deres hunde og fokus på den glæde, der opstår mellem hund og menneske.

Alle besøgshundeteams er frivillige, der har tid og overskud til at dele ud af deres hundeglæde, og det er gratis som besøgssted at få besøg.

Vi kræver blot af jer som besøgssted, at I udpeger en eller flere dedikerede besøgshundekoordinatorer, der har tid og ressourcer til at koordinere besøgene. På den måde tager I ansvar for de frivillige og sikrer, at ordningen lykkes til glæde for jeres beboere og jeres personale.

Et godt forløb med besøgshunde

Engagement blandt personalet er en af de vigtigste faktorer for et positivt forløb med besøgshunde. Derfor skal I opfylde nedenstående punkter.

  • I skal have en primær kontaktperson
    I skal udnævne en besøgshundekoordinator, der har ansvaret for kontakten til både besøgshundeteams og TrygFonden Besøgshunde. Hvis der er mange afdelinger, kan I med fordel være to eller flere koordinatorer. Det kan også være en fordel i forbindelse med ferie eller evt. sygdom.
  • I skal sikre jer ledelsens opbakning
    Det er vigtigt, at lederen eller forstanderen på plejecenteret står bag beslutningen om at få besøgshunde, for selv om det ikke er tidkrævende, når aftalen med besøgshundeteamet kører, så kræver det lidt at få ordningen i gang. Der skal findes et besøgshundeteam, tages kontakt, aftales møde, tale med beboere og tages godt imod de første gange. Derfor skal ledelsen være med på at afsætte de nødvendige ressourcer. 
    Det er også ledelsen, der skal sikre, at der udpeges en ny besøgshundekoordinator, hvis den tidligere må stoppe.   
  • Besøgsstedet skal godkendes ved en samtale
    For at blive godkendt til besøg af et besøgshundeteam, skal besøgsstedet godkendes. Det foregår gennem en telefonisk samtale med besøgshundekoordinatoren, hvor vi gennemgår ordningens opbygning, de forventninger, vi har til modtagelsen af frivillige gennem TrygFonden og de muligheder, der er ved at få besøg af besøgshunde. Når I har oprettet en profil på besøgshunde.dk, vil I blive kontaktet med henblik på denne samtale. 
    Efter samtalen sender vi en pakke med materiale, som skal sikre, at ordningen bliver synlig på jeres sted og sikre, at alle er informeret om omfang og muligheder. 
  • I skal hjælpe hundeejeren godt i gang

    Det kræver ikke mange ressourcer fra jeres side, når ordningen er godt i gang. I indkøringsfasen skal I dog være forberedte på at afsætte lidt ekstra tid til at få nogle gode aftaler på plads med hundeejeren, så de hurtigt bliver selvkørende. Og så kan der under de første besøg være behov for, at I følger hund og ejer rundt.

  • Find ud af, hvem der er interesseret i at få besøg
    I skal gøre jer klart, hvor mange af jeres beboere, der kunne være interesseret i at få besøg. Er der nogen, der kunne være særligt interesserede, og som måske skal have mere personlig kontakt til besøgshund og ejer? (Læs om de forskellige typer af besøg.) I skal også finde ud af, om der er nogen, der absolut ikke vil have kontakt til en hund. Her tænkes der både på beboere og personale.
  • Hele personalegruppen skal informeres
    Alle de relevante kolleger skal have at vide, hvad projektet går ud på, og hvilke forventninger og muligheder, der er forbundet med at have besøgshunde på besøg. I kan fx bruge informationsmaterialet til at blive klogere på TrygFonden Besøgshunde.
  • Hvis I skifter besøgshundekoordinator
    Hvis I har brug for at skifte besøgshundekoordinator, er det vigtigt, at I husker at tilføje den nye koordinator på jeres profil på besøgshunde.dk. Dette er vigtigt, at besøgshundeejere og vi ikke ringer forgæves ved forsøg på kontakt til jeres besøgssted. 
Spot image

Ny besøgshundekoordinator?

Det er nødvendigt, at I som besøgssted for TrygFondens besøgshundeordning har en fast medarbejder som besøgskoordinator, da den person har til opgave at være kontaktperson for den frivillige besøgshundeejer og kontinuerligt finde de beboere, der ønsker hundebesøg.

Hvis en person stopper som besøgshundekoordinator, er det vigtigt, at I finder en ny til at overtage opgaven. I kan tilføje den nye kontaktperson på jeres profil eller kontakte os via mail på hund@trygfonden.dk