Øvelse: Selvkontrol

Har din hund svært ved at holde sig fra alt spiseligt, den kommer i nærheden af? Så er det vigtigt, at du træner den i selvkontrol.
Video poster

En madglad hund kan have svært ved at forstå, at den ikke må tage alt spiseligt, den møder på sin vej. En hund, der er meget glad for andre hunde, kan også nemt komme i konfliktsituationer. Som ejer er du derfor nødt til at lære din hund at udvise selvkontrol. Ellers kan den tro, at omgivelserne er en ”tag selv-buffet” og kommer til at fylde alt for meget i sociale situationer.

Særligt for besøgshunde

De hunde, der bliver godkendt som besøgshund af TrygFonden, er testet og godkendt bl.a. på grund af deres kontaktglæde i forhold til fremmede mennesker. Og når din hund er på besøg på et plejecenter, er det vigtigt at fastholde målet: At besøge beboerne. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, at din hund faktisk vælger kontakten til beboeren.

Der er også et sikkerhedsmæssigt aspekt: Hvis beboeren sidder med en småkage i hånden eller taber den på gulvet, er det ønskværdigt og forventet, at du kan forhindre din hund i at spise den. Både for høflighedens skyld i forhold til beboeren, og fordi det er usundt for hunden at spise menneskemad. Specielt, hvis det ofte sker.

Endnu værre er det, hvis det skulle ske, at medicin bliver tabt på gulvet, og din hund når at spise det, fordi du ikke er i stand til at standse den i handlingen.

Guide til at træne selvkontrol

Vi har lavet en guide til at træne din hunds selvkontrol i forhold til mad. Du kan med fordel læse guiden igennem først og efterfølgende se videoen.

Vil I være med?

Du og din hund kan sammen være med til at gøre en forskel for ældre på plejecentre over hele landet. Det er en særlig oplevelse, men det kræver både tid, viden og engagement. Se, om du og din hund er klar – og tilmeld jer her.