Du er på vej ind med din besøgshund. Du glæder dig til at se Fru Hansen – hun plejer at smile, snakke og ae din hund blidt. Men i dag er noget anderledes. Hun går uroligt frem og tilbage og lægger ikke mærke til hverken dig eller din hund. Hun siger nogle ord, som ikke helt giver mening, og virker fjern.

Du bliver i tvivl: Skal du sige noget? Skal du prøve at fange hendes opmærksomhed? Skal du gå igen?

Netop i de situationer kan din ro – og hundens nærvær – gøre en forskel.

Urolig adfærd som sprog

Mennesker med demens kan reagere med uro, rastløshed, gentagelser, høj tale, vrede eller stilhed. For omgivelserne kan det virke tilfældigt eller forvirrende, men adfærden er sjældent uden mening. Ofte er det en form for kommunikation – et signal om, at noget er svært, uforståeligt eller overvældende.

Når hukommelsen svigter, sproget bliver usikkert, og orienteringen i tid og sted forsvinder, kan verden opleves som kaotisk. Kroppen og adfærden bliver da et nyt sprog. Uroen kan være udtryk for smerte, sult, angst, overstimulering, ensomhed eller frustration over ikke at kunne finde ordene.

Det betyder også, at vi som frivillige og omsorgspersoner skal forstå uroen som en besked: Noget er svært lige nu.

Hvorfor opstår uro?

Der kan være mange forskellige årsager til, at et menneske med demens reagerer med uro.

For nogle handler det om ikke at kunne afkode situationen: Hvem er jeg sammen med? Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her? Når svaret mangler, opstår usikkerhed. For andre kan det handle om behov, der ikke bliver dækket, fordi sproget ikke længere slår til – man kan ikke sige “jeg har ondt i maven” eller “jeg fryser”, og derfor viser kroppen uroen i stedet.

Sanseforstyrrelser kan også spille ind. Mange mennesker med demens oplever ændringer i syn, hørelse eller balance, hvilket kan skabe utryghed. Derudover kan både overstimulering og understimulering føre til uro. Et miljø med for mange indtryk, larm og bevægelser kan blive kaotisk, mens for lidt aktivitet eller indhold kan skabe rastløshed. Endelig ved vi, at følelser smitter. Er der travlhed, stress eller bekymring i rummet, vil det hurtigt kunne mærkes og afspejles i borgerens adfærd.

Kort sagt: Uroen er ikke tilfældig. Den er et signal, en besked, et kropsligt sprog.

Din ro smitter

Som besøgshundeejer er du ikke ansvarlig for at “løse” uroen. Din opgave er ikke at finde årsagen eller fjerne den. Men du kan gøre en forskel ved at være rolig, nærværende og tålmodig. Ro smitter nemlig på samme måde som uro.

Hvis du møder et menneske, der virker uroligt, kan du starte med dig selv: Sæt tempoet ned – både i din krop og i din stemme. Gå langsomt, tal lavt og roligt. Dit kropssprog fortæller langt mere, end ordene gør. Når du viser tålmodighed, signalerer du tryghed.

Sæt dig gerne ned, så du kommer i øjenhøjde. Vær ikke bange for stilheden – nogle gange er det tryggeste, du kan tilbyde, blot at være der uden at kræve noget. Kig efter øjenkontakten. Hvis den ikke er der, betyder det måske, at borgeren endnu ikke er klar til kontakt. Det er helt i orden. Du må gerne være til stede alligevel – uden at presse dig på.

Hunden som bro

Her er din hund en uvurderlig støtte. Den er ikke bare en sød besøgsven, men en bro til kontakt. En hund kræver ingen ord, og dens tilstedeværelse kan skabe en helt særlig ro. Når en hånd hviler i pelsen, eller når hunden lægger sig tæt, falder mange mennesker spontant til ro.

Du kan hjælpe ved at sætte ord på hundens adfærd: “Se, hun lagde sig lige hos dig,” eller “Hun er dejlig blød, ikke?” På den måde flyttes fokus fra uroen til noget trygt og genkendeligt. Personen med demens får mulighed for selv at vælge, om og hvornår kontakten skal tages.

Når noget er svært

Selv med de bedste intentioner kan du komme i situationer, som føles ubehagelige eller forvirrende. Måske oplever du aggression, afvisning eller en uro, der ikke falder til ro. Her er det vigtigt at huske: Du står ikke alene.

Tal altid med personalet, hvis du er i tvivl, eller hvis du oplever noget, der gør dig utryg. Det er helt i orden at bede om støtte eller få talt situationen igennem bagefter. Du skal aldrig stå alene med svære oplevelser.

Det handler ikke om at gøre det rigtige

Når du går hjem fra et besøg, kan du måske tænke, at der ikke skete så meget. At Fru Hansen slet ikke reagerede, eller at uroen fortsatte. Men det betyder ikke, at dit nærvær ikke gjorde en forskel.

Kroppen husker tryghed. Også selv om hjernen glemmer navne, ansigter og ord. Din ro og din hunds blide tilstedeværelse kan sætte spor i nervesystemet – et spor af ro midt i en uforudsigelig hverdag.

Fru Hansen husker måske ikke, at du har været der før. Men hendes krop genkender roen, og det er netop det, der gør en forskel.

Tak fordi du gør en forskel

At være frivillig i TrygFondens besøgshundeordning handler om langt mere end hyggelige stunder. Det handler også om at være til stede, når livet med demens viser sin svære side. Din ro og din hunds nærvær kan være en stille men stærk støtte, når ordene ikke rækker.

Tak fordi du tager del i det arbejde – for selv de små øjeblikke af tryghed kan betyde alt.