Om at sige tak for denne gang

Her er en fin lille beretning fra en af vores nyligt ”pensionerede” hundeekvipager. Den handler om beslutningen om at finde det rette tidspunkt til at takke af som aktivt besøgende, og den rummer smukke og kloge ord. 

”Nanna og jeg har været trofaste besøgshundevenner siden starten af projektet. I starten var der en lille samling beboere, som samledes om hundebesøget, men det endte med, at det blev vores valg at besøge et bestemt ægtepar, som i den grad var blevet glade for Nanna. Vi har besøgt dem stort set hver uge i næsten tre år nu, men i de sidste måneder har de haft det så dårligt, været sengeliggende og ikke kunnet kende os eller vist tegn på glæde, når vi kom. Det har været hårdt, fordi man jo også lærer de mennesker at kende og kommer til at holde af dem.

Samtidig er Nanna også begyndt at vise tegn på aldring. Hun har, tror jeg, gigt i bagkroppen og hun er træt, sover rigtig meget, kan ikke længere selv hoppe op i sofaen, tager kun sjældent en kåd løbetur, og hvis hun gør, er den af meget kort længde. Hun er også snart tolv år, så da jeg modtog brevet fra TrygFonden om erklæringer om fortsat egnethed som besøgshund, har jeg fortsat den tankerække, som allerede for et stykke tid siden opstod, om det ikke er nu, at Nanna og jeg skal takke af og stoppe. 

Det er slet ikke nogen nem beslutning og måske kunne hun godt blive erklæret fortsat egnet, fordi hun jo stadig er den utrolig kærlige og nemme lille hund, hun altid har været, men jeg kan heller ikke rigtig klare, at skulle introducere hende for nogle nye mennesker og jeg bliver også selv meget påvirket af hendes egen aldringsproces, så derfor har jeg altså besluttet at vi stopper som besøgshundevenner med tak, fordi vi måtte være med.”