Mange beboere på plejecentre har demens. Det er godt at kende til sygdommen, når du besøger dem.
Du og din hund er med til at gøre en positiv forskel, når I besøger en person med demens. Mennesker med en demenssygdom kan dog kræve særlig opmærksomhed, og der er situationer, hvor det er en fordel at have kendskab til sygdommen, og måden demensramte kan reagere på.
Grundlæggende er det svært at gøre noget forkert, og samværet mellem dig, din hund og den demensramte kan være meget givende for alle parter.
Her kommer nogle enkle råd til mødet med en person med demens:
- Kontakt personalet, så de ved, I er kommet, og hør om der er noget, du skal være særlig opmærksom på i forhold til beboerne. Måske er der særlige forhold, der kan forklare, hvorfor nogen reagerer anderledes, end du forventer, eller måske slet ikke reagerer. Tag en kort snak med plejepersonalet om de beboere, du skal besøge.
- Hils tydeligt på de tilstedeværende, når I ankommer. Det er vigtigt, at du gør opmærksom på, at du og din hund er ankommet, og hvad I hedder, så beboerne ikke bliver bange, når der pludselig er en hund i nærheden.
- Vis hvordan du kæler med din hund. Din adfærd vil ofte blive kopieret eller ”spejlet” af den demensramte. Det er med til at give tryghed og skabe den gode stund for både personen med demens og for dig og din hund.
- Vær imødekommende og tal til den demensramte, som du ville gøre, hvis personen ikke var syg. Demensramte har ofte svært ved at styre deres følelser og give udtryk for dem. En demensramt kan reagere ved at græde, når I kommer på besøg, men det behøver ikke være et udtryk for, at personen er ked af det. Det kan være, at dit og hundens besøg rører personen. Hvis den demensramte forsøger at sætte ord på sine tanker, kan du prøve at hjælpe, eller du kan lede samtalen hen på hunden, og hvad den signalerer eller gør.
- Sig højt og tydeligt farvel, når I går igen.