I Hammel findes en særlig slags håb

Anne Bjerre er med sine islandske fårehunde Gaia og Bliða fast inventar på Regionshospitalet Hammel Neurocenter, hvor de indgår i genoptræningen som terapihunde.

Anne er glad for at komme på Hammel Neurocenter med sine hunde, for her trives en særlig slags håb. Efter genoptræningen på neurocenteret kommer mange patienter ud til et nyt liv. Og Anne, Gaia og Bliða har ofte givet en pote med på vejen.

Annes hunde kommer med motivation. De flytter patienternes fokus og gør genoptræning til en leg. For selvom patienterne træner for fuld kraft, så opdager de det næsten ikke, hvis en lille pelsbold logrer med halen og indgår i øvelsen.

En dreng på ni år sagde det engang så fint til Anne: ”Det er ligegyldigt, hvad jeg skal lave, bare jeg kan få lov at komme ned til Gaia og Bliða.”

Besøgshundeteamet er trætte, når de kommer hjem. Men de kommer altid igen. For på Hammel Neurocenter er der lys for enden af tunnelen. Mennesker kommer videre, og sammen med sine hunde ser Anne ”lyset og glæden i nogle øjne, som ellers var på randen til at være slukket.”