Det fælles tredje

I socialpædagogikkens verden arbejder man med begrebet ”det fælles tredje” i forholdet mellem en pædagog og et barn eller en omsorgsyder og omsorgstager.

Galina Plesner, Projektleder og adfærdsbiolog,

Det betegner en aktivitet eller projekt, som de to kan være fælles om at udføre, uden at det er noget, som den ene gør for eller ved den anden. Fælles tredje-aktiviteter har deres effekt i, at de skubber ubalancen i forholdet fra at være hierarkisk behandler-patient til at være ligeværdigt. Det aktiverer, involverer og åbner døre i samværet.

I pædagogisk sammenhæng er der ofte tale om relevante aktiviteter. For børn kan dette være fysiske udfordringer eller kreative projekter. For ældre borgere kan det også dreje sig om dagligdags opgaver, såsom at lave mad eller gøre rent. Fælles tredje aktiviteter bør have fokus på medbestemmelse, inddragelse og fællesskab.

Dyr og aktiviteter omkring dem kan fungere som et fælles tredje i samværet med en ældre person på et plejecenter. Besøgsvenner er med rette populære. Men det er stadig mennesker, som ofte evner mere, mentalt og fysisk, og med hvem en ældre person nemt kan forbinde forventninger og krav, som de ikke kan indfri. Dyr kan løfte samværet med en ældre person ud af de normale rammer, fordi de, i vores tilfælde hunde, er både fordoms- og forventningsfri. Hunden kan blive en slags sanseoplevelse, som beboer og hundeejer er fælles om. De kan se på den, snakke om dem, røre ved den og sammen glædes over den. Hunden, ikke den ældre, bliver dermed omdrejningspunkt for samværet, og et nyt og ofte mere produktivt fællesskab opstår. 

Det samme balanceskift kan ske i kontakten til personalet. I samtalen omkring hunden og dens besøg opstår der et fælles rum, som ikke har noget at gøre med ydelser og behov men alene er centreret omkring den gode oplevelse. Det er muligvis kortvarigt, men det gentages, og det er effektivt.

I dette rum eller fællesskab sker der ofte overraskende ting. Det er ikke ualmindeligt, at en ellers tavs borger begynder at tale til hunden, at en borger gerne står op de dage, hvor hunden skal komme, eller gerne tager ud på tur, når hunden kan gå med. De involverer sig i et fællesskab med hundeejeren og nogle gange med personalet, et fælleskab, der giver mere mening, fordi de er ligeværdige i oplevelsen.

Referencer

  • Benny Lihme 1988 "Socialpædagogik for børn og unge”
  • Michael Husen 1996 "Det fælles tredje - om fællesskab og værdier i det pædagogiske arbejde"