Hvordan bliver vi klogere?

Hvis dyreassisterede interventioner skal blive et værktøj hos behandlerstyrken, så skal de gode historier underbygges af faglig fakta.

Dyreassisterede interventioner bruges allerede i mange lande, flere steder i form af velorganiserede programmer. Nogle steder er der oprettet forskningscentre, der har specifikt fokus på dette område. Og der findes også flere uddannelsesmuligheder af både kortere og længerevarende karakter. Men selvom mange af disse organisationer/programmer er veletablerede og løber rundt finansielt (nogle som non-profit, andre som deciderede virksomheder), så kæmper feltet stadig for at blive anvendt seriøst. 

En af udfordringerne ligger i det kvalitetsmæssigt mildest talt noget brogede dokumentationsarbejde. I videnskabeligt arbejde taler man om kvalitativ versus kvantitativ forskning. Kvantitativ forskning kan måles (kvantificeres), hvor kvalitativ forskning beskæftiger sig med analyser baseret ikke på tal, men på udtalelser fra interviews og spørgeskemaer og lignende. Begge analysemetoder er yderst valide, men det er vigtigt, at undersøgelserne er veldesignet, altså at der foruden forsøgsgruppen er en kontrolgruppe, så man kan måle en eventuel forskel. På området dyreassisterede interventioner findes der langt mest kvalitativt materiale. Og en meget stor mængde af anekdotisk materiale, altså ikke egentlige undersøgelser, snarere beretninger. 

En overvejende del af det eksisterende arbejde peger på en positiv effekt af menneskers kontakt med dyr (for både dyr og mennesker), men en meget lille del af dette materiale er direkte brugbart som ”bevismateriale”. 

Forskningsmaterialet har ofte problemer med:

  • forsøgsdesignet pga. ofte meget små forsøgsgrupper
  • kausalitet versus korrelation. Fordi noget følges ad (korrelation), betyder det ikke, at den ene variabel har medført ændringen i den anden (kausalitet) 
  • udtalt generalisering: effekten af en intervention, der er observeret på en gruppe børn, vil ikke nødvendigvis være den samme i en gruppe af voksne
  • manglende hensyn til eksterne faktorer, der kan påvirke udkommet af en undersøgelse fra start. For eksempel kan en observeret effekt af kæledyrshold skyldes, at de mennesker, der vælger at have kæledyr, har bestemte karakteristika i forhold til dem, der ikke har kæledyr.  
  • mangel på objektivitet hos dem, der skal indsamle data. 
Essensen er, at anekdotisk materiale kan være rigtig godt som motivation, men det er ikke godt at bruge som bevisførelse. Og kvalitativ forskning bør ikke stå alene, hvis kvantitativ forskning er mulig. Dette fordi det er vigtigt at have nogle overordnede, klare resultater at forholde sig til, specielt for at kunne adressere forskere og beslutningstagere fra andre fagområder.  
En anden udfordring er en ret udtalt tendens til forudfattede meninger og en meget subjektiv tilgang til arbejdet. Det viser sig ved, at man kan være nok så overbevist om, at dyr har overnaturlige kræfter, og om, at så mange som muligt skal have adgang til disse kræfter. Men det er ikke den rette tilgang til forskning og bevisførelse – det kommer for nemt til at underminere forskningsspørgsmålet. Og området kommer ikke videre, hvis de mennesker, der skal involveres (politikere, behandlere, personale, pårørende og selvfølgelig brugerne) ikke er overbeviste om, at dets eksistensgrundlag er berettiget. Derfor er det bedre at starte helt fra bunden og prøve at ”angribe” spørgsmålene og mulighederne enkeltvis og dermed skabe det store billede.