Lydighed hos besøgshunde

Hvorfor skal besøgshunde testes for lydighed?

Galina Plesner, Projektleder og adfærdsbiolog,

For det første er det selvfølgelig vigtigt, at hunden på alle tidspunkter af besøget er fuldstændig under ejerens kontrol. Der kan opstå situationer under et besøg, hvor det pludselig er nødvendigt at hjemkalde sin hund, for eksempel hvis en beboer bliver bange, eller hvis der sker noget, som gør, at hunden hurtigt skal trækkes ud af situationen.

Der er nogle hundeejere, der foretrækker, at hunden er i snor under hele besøget, men vi opfordrer meget til, at man lader den løbe frit. Det giver en mere fri interaktion med beboerne, og hunden får også en langt bedre oplevelse, når den selv kan opsøge kontakt eller tage et pusterum, hvis det bliver nødvendigt. Derfor er for eksempel et sikkert hjemkald nødvendigt.

Adfærdsundersøgelsen og lydighedsøvelserne fortæller os meget om forholdet mellem hund og ejer. De giver os en god indikation på, hvor godt hunden responderer på ejeren, og i hvor høj grad den søger vedkommende, hvis den for eksempel bliver forskrækket. Lydighedstesten giver også et godt indtryk af ejerens fornemmelse og blik for sin hund og dens signaler. Og den viser os, om de er vant til at arbejde sammen.

Når vi sender en hund ud på besøg, har vi ansvaret for, at den ikke lider overlast. Derfor er det vigtigt, at den ejer, der er i den anden ende af snoren, kan læse hundens signaler. Hvis hunden får for mange eller for hårde klap, eller hvis den bliver træt, så er det ejerens ansvar at reagere på det ved at stoppe besøget og sige farvel og på gensyn. 

Ved optagelse i korpset, forpligter besøgshundeejere sig til at opretholde en god og stabil hverdag for hunden og sikre, at den har rig mulighed for øvrig udfoldelse og aktivitet. Træning og aktivering af hunden skal indgå som en naturlig del af hundens hverdag. Lydighedstræning (baseret på positiv forstærkning, selvfølgelig) er desuden en rigtig god måde at få kontakt til sin hund og sikre sig, at den ved, hvilke rammer den har. Dette er med til at give tillidsfulde og glade hunde, der har overskud til besøg på plejecentrene.