Ønsker I at få besøg af en hund?

En besøgshund kan gøre en stor forskel på jeres institution. Den spreder glæde og smil, den starter samtaler, og den er altid god for et varmt puf med snuden. Læs her, hvordan I får glæde af besøgshunde på jeres institution.

Som institution har I mulighed for at få besøg af en eller flere hunde, til gavn og glæde for jeres beboere. Ordningen er gratis, og nedenfor kan du se, hvad du skal gøre, hvis du ønsker at få tilknyttet jeres institution.

Download vores folder om Besøgshunde på plejecenter
Download vejledningen "Sådan logger du ind og finder en ledig hund på besøgshunde.dk" 

Krav til institutionen

Det er vores erfaring, at engagement blandt personalet på institutionen er en af de vigtigste faktorer for et positivt forløb med besøgshunde. Derfor skal jeres institution opfylde nedenstående punkter:

  1. Der skal være en primær kontaktperson, besøgshundekoordinatoren, som har ansvaret for kontakten både til besøgshundeejerne og til TrygFonden Besøgshunde. Hvis der er mange afdelinger på institutionen, kan der med fordel være to eller flere koordinatorer.
  2. Hele personalegruppen skal være informeret om projektet, forventningerne til det og de muligheder, der er forbundet med det. Informationsmaterialet kan med fordel bruges til dette formål.
  3. I skal gøre jer klart, hvor mange af jeres beboere, der kunne være interesseret i ordningen. Er der nogen, der kunne være særligt interesserede og som måske skal have mere personlig kontakt til hundeekvipagen. Læs her om typer af besøg
  4. I skal også gøre jer klart, om der kunne være nogen, der absolut ikke vil have kontakt til en hund. Her tænkes der både på beboere og personale.
  5. Der er ikke meget arbejde i ordningen, så snart den er i gang. Men I skal være forberedt på, at der i indkøringsfasen måske er behov for lidt ekstra tid. Det er vigtigt at få nogle gode aftaler på plads med hundeejeren, så denne hurtigt bliver selvkørende. Men der kan være behov for, at en personale følger ekvipagen rundt de første par gange. 
  6. Det er vigtigt under hele forløbet at være opmærksom på at hjælpe ekvipagen til at forstå lige netop jeres beboere. De kender dem sandsynligvis ikke, og det kan være en stor hjælp for dem for eksempel at få at vide, når de har gjort en forskel. 

Optagelsesprocedure for institutioner 

1. Tilmeld jeres institution på vores hjemmeside

I finder ansøgningsskemaet her: PC ansøgning. I bedes indtaste en kort beskrivelse af jeres institution samt angive kontaktoplysninger på jeres besøgshundekoordinator. Følg vejledningen i skemaet. 

2. Vi ringer dig op til en samtale

Her vil vi afstemme forventninger, så du ved, hvad I kan få ud af ordningen, skal være opmærksom på, og hvad vores forventninger er. Dem kan du også læse om på vores hjemmeside. Bemærk venligst, at der kan være lidt ventetid, fra I sender jeres ansøgning til I bliver kontaktet.

3. Vi godkender jer og jeres profil bliver åbnet. I modtager startsæt 

Vi godkender jeres profil på hjemmesiden. I kan derefter logge jer ind og søge egnede og ledige hunde i jeres område. Vi sender jer også et startsæt med informationsmappe, vandskål, billedrammer og lidt andet udstyr til jeres besøgshunde.


 

Henvendelser om ordningen rettes til:

Galina Plesner
E-mail: gp@trygfonden.dk
Tlf: 40 98 50 56