Session og Optagelse

Kommende sessioner

For at blive en del af TrygFonden Besøgshunde skal I igennem en individuel vurdering. Din hund skal igennem en adfærdstest og en sundhedsundersøgelse, hvor vi vurderer, om den har det, der skal til for at blive en god og glad besøgshund. Vi tager også en vigtig snak med dig, hvor vi afstemmer forventninger til hinanden.

Metoden har vi udviklet gennem erfaringsudveksling og med inspiration fra større organisationer i USA. Der er opsat en række kriterier, fysiske og adfærdsmæssige, som din hund skal opfylde. Bliver hunden ikke godkendt, er opgaven som besøgshund ikke optimal for den. Det er dog på ingen måde et udtryk for, at du ikke har en dejlig og omgængelig hund, der kan have et skønt hundeliv med mange andre slags aktiviteter.  

Sessionen

Forløb
Sessionen begynder, når I møder til den aftalte tid på sessionsstedet. Den slutter først, når vi siger tak for i dag. Det betyder, at vi kigger på, hvordan I fungerer sammen, fra I kommer, til I går. Vi ønsker kun at optage hunde, der har overskud til netop den slags omgivelser, som vi tester i, ligegyldigt, hvor mange andre hunde og mennesker, der er til stede. Du kan opleve, at din hund reagerer noget anderledes, end du forventer. Det er i orden, at den lige skal finde sig til rette og se situationen an, men hvis vi vurderer, at den ikke kan testes, forbeholder vi os ret til at afvise den. Hvis hunden på noget tidspunkt knurrer eller snapper, vil den ligeledes blive afvist med det samme. 

Den fysiske undersøgelse
Hvis hunden ikke er sund og rask og helt smertefri, så kan det blive en ubehagelig oplevelse at komme på besøg hos fremmede. Nogle hunde går rundt med skjulte tilstande, som man som ejer naturligt kompenserer for, så smerte undgås i hverdagen. I en besøgssituation kan man ikke regne med, at der vil blive taget særligt hensyn. Derfor skal alle hunde igennem en grundig dyrlægeundersøgelse, så vi kan sikre os, at de ikke har lidelser, som er eller kan blive problematiske. TrygFondens tilknyttede dyrlæge er erfaren i at udføre denne undersøgelse, der er særligt udviklet med henblik på at kunne lokalisere sådanne tilstande.  

Adfærdsundersøgelsen
Ved denne undersøgelse vurderer vi din hunds temperament og åbenhed overfor fremmede. Vi vurderer også lydighedsgrad og samspillet med dig som ejer. Og så skal din hund vise, at den reagerer sundt og forudsigeligt på de ting, som den formodes at kunne møde i en besøgssituation.
Vi kigger særligt efter, om hunden viser tegn på, at den er uforholdsmæssigt stresset af situationen. Det er helt i orden, at den skal se de nye omgivelser an, finde ud af, hvad der sker omkring den og forholde sig til en masse nye lyde og lugte. Men den skal helst falde hurtigt til ro og være afslappet, kontaktsøgende og opmærksom på os og dig. Hvis vi ikke kan få kontakt til den uden godbidder, hvis den viser tydelige tegn på utryghed, eller hvis du slet ikke kan få den til at svare på dine kommandoer, så er det blandt andre tegn en indikation på, at den ikke vil blive en glad besøgshund. 

Samtale med dig som ejer
Sidst, men ikke mindst, har vi en samtale med dig som hundeejer, hvor vi taler om din opgave i arbejdet som besøgshundeekvipage. På den måde kan vi afstemme forventninger til forløbet og sikre, at oplevelsen bliver god og engagementet langvarigt.

Når du møder op, bedes du medbringe:

  • Bevis for betalt og gyldig ansvarsforsikring
  • Attest på at din hund har de anbefalede vaccinationer, og at de stadig har gyldighed
  • Opdateret sundhedsbog (bevis for årlig dyrlægeundersøgelse)
- Din hund må ikke bære kædehalsbånd

- Din hund må ikke være i løbetid på sessionstidspunktet.  
- Du bliver testet alene med din hund.  Hvis du har to hunde med, bedes du lade den ene blive udenfor imens. Hvis du tager pårørende med til sessionen, bedes de også opholde sig uden for rummet, mens I bliver testet.  

Man skal sætte mindst en time af til sessionen. Den varer ikke altid så længe, men der kan opstå ventetid. Du får besked på dagen, om I er godkendt.

Optagelsen

Hvis du og din hund bliver optaget i korpset vil I blive bedt om at underskrive de Generelle Vilkår fra TrygFonden. Disse er en række punkter, der blandt andet giver nogle retningslinjer for besøgene og samtidig opridser dine forpligtelser til at holde din hund forsikret, vaccineret og fri for lopper, lus og orm, samt ikke at fodre med råt kød af nogen art.
Ved optagelsen bliver jeres profil synlig på hjemmesiden besøgshunde.dk. Her er også institutionernes profiler synlige, og besøg kan eventuelt aftales med udgangspunkt i disse informationer. Se mere under Kontakten skabes og De første besøg.